02. november 2026

Svensk juletradition krydser Øresund: Dreamers’ Circus tager Ale Möller og Sofia Karlsson med på årets juleturné

Den anerkendte folktrio Dreamers’ Circus sætter i år den svenske jul i centrum for deres traditionsrige juleturné. Sammen med de svenske folkemusikere Ale Möller og Sofia Karlsson inviterer trioen til en julekoncert, hvor svenske juletraditioner møder Dreamers’ Circus’ musikalske univers

Svensk juletradition krydser Øresund: Dreamers’ Circus tager Ale Möller og Sofia Karlsson med på årets juleturné
Af: HAVE Kommunikation | Foto: HAVE Kommunikation

Del :

FacebookTwitterLinkedIn

Turnéen tæller fem koncerter og lægger blandt andet vejen forbi Skråen i Aalborg den 18. december og Musikhuset Aarhus den 19. december.

Billetsalget er allerede i gang på https://www.dreamerscircus.com.

Dreamers’ Circus’ traditionsrige julekoncert står i år i de blå-gule farvers tegn. Trioen, der består af Nikolaj Busk, Rune Tonsgaard Sørensen og Ale Carr, har valgt at sætte svensk julemusik og svenske traditioner i centrum for årets koncertprogram. Med på scenen er multiinstrumentalist Ale Möller og visesangerinden Sofia Karlsson, der begge gennem årtier har sat deres tydelige præg på den svenske folkemusikscene.

Med rødder i skandinavisk folkemusik og inspiration fra klassisk musik, jazz og moderne komposition har Dreamers’ Circus udviklet deres eget musikalske udtryk. Sammen forener de fem musikere forskellige generationer og tilgange til nordisk musik i et koncertprogram, der både hylder svenske juletraditioner og giver plads til de legende arrangementer, improvisationer og uventede musikalske afstikkere, som kendetegner Dreamers’ Circus.

En svensk juletradition krydser Øresund

Ale Möller og Sofia Karlsson har begge spillet en central rolle i det svenske musikprojekt Jul i Folkton, der udgav sit første album i 2005 og siden udviklede sig til en tilbagevendende julekoncerttradition. Gennem en årrække turnerede projektet rundt i Sverige og samlede publikum i store koncertsale landet over. Koncertkonceptet blev desuden sendt på den svenske tv-kanal SVT juleaften.

For Dreamers’ Circus-medlem Ale Carr har årets juleturné samtidig en særlig personlig betydning. Den svenske multiinstrumentalist og komponist Ale Möller har været en afgørende inspirationskilde for hans musikalske udvikling. Ale Carr blev opkaldt efter Ale Möller, som også inspirerede hans valg af instrument og musikalske retning. Med årets juleturné får han nu mulighed for at dele scenen med sit musikalske forbillede.

Også Sofia Karlsson har en særlig forbindelse til Dreamers’ Circus. Allerede i 2010 medvirkede hun på trioens første udgivelse, EP'en Dreamers’ Circus, hvor hun bidrog med sang og fløjte på nummeret Idas Farväl. Årets juleturné bliver dermed et musikalsk gensyn og samtidig første gang, de får mulighed for at skabe et større koncertprojekt sammen.

For Ale Carr er det derfor en særlig oplevelse at samle netop de to musikere på årets juleturné:

Det er noget helt særligt at skulle dele scenen med en efterhånden legendarisk musiker som Ale den ældre - eller musikant, som han selv foretrækker at kalde sig. Ikke mindst på grund af den store betydning, han har haft for mig, siden jeg var lille. At en stjerne som Sofia samtidig er med, gør det kun endnu mere særligt. De deler begge vores kærlighed til både det legende og det dybe i musikken. Jeg glæder mig især til at opleve, hvad der sker, når vi fem mødes om julens musik, og til at dele den oplevelse med alle jer, fortæller Ale Carr fra Dreamers’ Circus.

Ale Möller har gennem mere end fem årtier været en af de centrale skikkelser inden for moderne svensk folke- og verdensmusik. Som multiinstrumentalist og komponist har han udgivet mere end 50 album, skrevet over tusind registrerede kompositioner og modtaget flere svenske Grammis-priser.

Sofia Karlsson fik sit gennembrud med albummet Svarta Ballader i 2005 og har siden udgivet mere end ti album og modtaget fire svenske Grammis-priser. Hun har etableret sig som en af Sveriges mest anerkendte sangere og sangfortolkerer.

Om Dreamers’ Circus

Dreamers’ Circus forener nordiske folkemusiktraditioner med inspiration fra klassisk musik, pop og jazz. Trioen består af Nikolaj Busk (klaver, harmonika), Rune Tonsgaard Sørensen (violin) og Ale Carr (cittern).

Busk er en produktiv komponist og arrangør, hvis arbejde spænder over folk, pop, jazz og klassiske ensembler, hvilket har sikret ham 15 Danish Music Awards. Sørensen, grundlægger af det Grammy-nominerede Danish String Quartet, er vokset op med traditionel færøsk og dansk musik. Carr, født ind i en berømt svensk folkemusikfamilie, er en af Skandinaviens førende fornyere på strengeinstrumenter.

Med otte album bag sig, senest det nyudgivne soundtrack album The Lost Musicians, har Dreamers’ Circus etableret sig som et af Danmarks førende ensembler, udpeget som specialensemble af Statens Kunstfond. Deres omfattende turnévirksomhed inkluderer regelmæssige optrædener i Europa, Nordamerika og Japan, og de har opbygget et internationalt ry som musikalske ambassadører for den nye nordiske lyd. Deres optrædener er blevet rost af anerkendte medier som SingOut! og Songlines.

Årets juleturné tæller fem koncerter i Danmark og Sverige. Koncerten på Gimle i Roskilde er allerede udsolgt, mens der kun er få billetter tilbage til DR Koncerthuset i København. 
 

Turnéplan 2026

10. december: Helsingborgs Konserthus, Helsingborg
16. december: Gimle, Roskilde (Udsolgt)
17. december: DR Koncerthuset, København (Få billetter)
18. december: Skråen, Aalborg
19. december: Musikhuset Aarhus, Aarhus

Billetinformation findes på bandets officielle hjemmeside: https://dreamerscircus.com/tour

Event Information