Til den store Sprogfitnessdag i Kildeparken den 4. maj kommer 2000 børn og leger sogden sproglige udvikling
"Troldens tunnel", "Finn Fiskemand", "Heksegryden", "Ordsalat" og "Varme boller" er bare nogle af de mange sproglege, der er på menuen, når ca. 2000 børn fra daginstitutioner og skoler i hele Aalborg Kommune mødes til den årlige Sprogfitnessdag i Kildeparken den 4. maj fra kl. 9-12. Der er tradition for både hvin, latter, røde kinder og grønne knæ på én af de arbejdsdage som arrangørerne - Aalborg Bibliotekerne og UCN - glæder sig meget til.
Sprogfitness siden 2013
Det var i 2012, at Aalborg Bibliotekerne med projektet "Sprogfitness" satte sig for at udvikle et koncept i samarbejde med børnehaver, pædagoger og skoler, som skulle skabe glæde ved sprog, bevægelse og læsning.
I foråret 2013 så den første Sprogfitnessdag så dagens lys, og hvis det ikke lige havde været for to aflyste events på grund af Corona, ville 2023 markere den 11. omgang Sprogfitness i Kildeparken. Og eventen udvikler sig hele tiden med nye lege og nye legekammerater og som en ekstra bonus i år, er Idrætsmødet også til stede i Kildeparken under Sprogfitness. Så også her er der rig mulighed for fysisk udfoldelse for børnene.
Hele landet skal være sprogfitte
Hvad der startede som en lokal satsning i Aalborg blev hurtigt og efter planen bredt ud til først regionen og siden hele Danmark. I år forventer Aalborg Bibliotekerne igen at omkring 10.000 børn leger med den 4. maj på landsplan.
Undervejs er der også kommet lidt ældre børn om bord. Til at begynde med var Sprogfitness udviklet til børn i daginstitutionerne og 0. klasse, hvor pædagogstuderende fra UCN har stået for udviklingen af selve legene. I 2018 kom læreruddannelsen på UCN med på vognen, og siden har Sprogfitness også haft lege i kataloget, som er udviklet specifikt til børn i 1. - 3. klasse.
Sprogfitness hele året rundt
Det er Aalborg Bibliotekernes plan, at Sprogfitness fortsat skal leve og udvikle sig. De håber blandt andet på at kunne få endnu mere Sprogfitness ind i hverdagen på biblioteket, i daginstitutioner og på skoler. Så børnene der møder op til Sprogfitnessdagen er i endnu bedre form, end tilfældet er i dag.
Først gælder det dog den store Sprogfitnessdag i Kildeparken den 4. maj fra kl. 9 - 12.
Har du spørgsmål kan du kontakte bibliotekar Dorthe Svendsen på dorthe.svendsen@aalborg.dk eller 2520 4325
