Unge mænd med minoritetsbaggrund bevæger sig ofte mellem meget forskelligartede arenaer med vidt forskellige normer i deres hverdagsliv. Det betyder, at de konstant må tilpasse deres sprog og adfærd – herunder måder at udtrykke deres følelser på. For noget, der anses som legitimt i deres hjem eller vennekreds, f.eks. at udtrykke vrede mere højlydt, kan være problematisk i f.eks. skolen, hvor andre normer for følelsesudtryk er dominerende.
Og ofte bliver disse unge beskrevet ud fra det, de mangler, når de f.eks. til tider ikke formår at udtrykke deres vrede i overensstemmelse med de gældende normer i en given arena.
Men ny forskning fra Aalborg Universitet peger på, at mange af disse unge i langt størstedelen af deres hverdagsliv faktisk formår at tilpasse sig meget forskelligartede arenaer og dermed tilegner sig avancerede sociale kompetencer, som ofte overses af skoler, myndigheder og andre fagprofessionelle.
Mange af de unge er eksperter i at aflæse forskellige sociale miljøer og navigere mellem dem. Det kræver en høj grad af situationsfornemmelse, følelseskontrol og social fleksibilitet siger ph.d. i sociologi Betül Özkaya
Skal kunne skifte mellem flere forskellige verdener
I sin ph.d.-afhandling: Vredens (begrænsede) rum: ulige betingelser for vrede blandt sociale positioner, har hun undersøgt unges erfaringer med vrede. Afhandlingen er baseret på 50 interviews med og 30 dagbøger fra unge mellem 16 og 21 år.
Et af de mest opsigtsvækkende fund er, at unge fra minoritetsetniske miljøer ofte udvikler en særlig evne til at tilpasse deres vredesudtryk efter de gældende normer og forventninger, i de forskellige sociale arenaer, de bevæger sig mellem.
Betül Özkaya beskriver det som en form for social kodeveksling: evnen til at aflæse og navigere mellem forskellige sociale sammenhænge og tilpasse sin adfærd derefter.
Hvor andre unge fra etniske danske hjem kan møde mere ens normer for vredesudtryk i forskellige sociale sammenhænge, skal mange unge fra etniske minoritetsmiljøer vokse op mellem forskellige sociale og kulturelle fællesskaber og navigere mellem meget afvigende forventninger til, hvordan man taler, opfører sig og eksempelvis håndterer konflikter.
Systemet ser ofte kun fejlene
Ifølge Betül Özkaya bliver disse kompetencer imidlertid sjældent anerkendt. Tværtimod møder mange af disse unge et system, der især lægger mærke til de situationer, hvor noget går galt.
Når et ungt menneske håndterer syv vanskelige situationer godt og én dårligt, har vi en tendens til kun at fokusere på den ene situation, hvor det gik galt. Det er nemlig dén situation, der forstyrrer den sociale orden. Men dermed risikerer vi også at overse de mange kompetencer, der ellers gør det muligt for den unge at navigere i en kompleks hverdag mellem mange forskelligartede arenaer og normer siger Betül Özkaya
Kan ændre synet på minoritetsetniske unge mænd
Hendes forskning peger på, at et stærkere fokus på de unges ressourcer kan få betydning for den måde, lærere, pædagoger, socialrådgivere og andre fagprofessionelle arbejder med unge minoritetsetniske mænd på.
I stedet for primært at fokusere på de udfordringer, de unge møder, kan man også se de gange, hvor de træder ved siden af, i lyset af den komplekse hverdag, de navigerer i, og betragte de erfaringer og kompetencer, de udvikler som følge af deres livssituation, som enormt værdifulde.
Vi risikerer at overse vigtige ressourcer, hvis vi kun ser på problemerne. Mange af disse unge mænd udvikler færdigheder, som kræver både følelsesmæssig og social intelligens samt en ekstremt stærk grad af omstillingsparathed. Hvis disse færdigheder bliver anerkendt og får mulighed for at komme i spil, kan de blive en værdifuld ressource, både for de unge selv og for samfundet som helhed siger Betül Özkaya
Fakta
- Læs den videnskabelige artikel: Emotional practices in youth: (in)appropriate anger and emotional complexity of cross-field navigation
- Læs hele ph.d.-afhandlingen: Vredens (begrænsede) rum: ulige betingelser for vrede blandt unge på tværs af sociale positioner
- Datagrundlag:
50 interviews med unge
30 dagbøger af unge (skrift, lydfiler, screenshots fra sociale medier)
Deltagerne var mellem 16 og 21 år
- Afhandlingen undersøger sammenhængen mellem vrede, social ulighed og dansk ungdomsliv.
- Den viser blandt andet, hvordan visse unge udvikler stærke evner til at navigere mellem meget forskelligartede sociale arenaer.
- Afhandlingen er en del af et større forskningsprojekt: Anger: A study of norms for the expression and justification of anger.
