Vi ved godt, at vi har testet både naboer og trafikanters tålmodighed i Aalborg det sidste lange stykke tid. Men nu er støjskærmene sat op, og selvom de ikke kan fjerne støjen, vil de forhåbentlig dæmpe støjen fra motorvejen for rigtig mange naboer i området, siger projektleder Mette Aakær Møller fra Vejdirektoratet.De nye skærme er placeret ved henholdsvis Bavnevangen, Universitetsboulevarden, Humlebakken og Øster Uttrupvej.
Grønne skærme mellem seks og ni meter
De støjskærme, der er sat op langs motorvejen, varierer mellem seks og ni meter i højden. Det er første gang, at Vejdirektoratet sætter støjskærme op, der er ni meter høje.Ni meter kan virke som en markant barriere, og derfor vælger vi også at beplante størstedelen af skærmen, så om et par år har vi forhåbentlig en smuk grøn korridor ved Aalborg, siger projektleder Mette Aakær Møller fra Vejdirektoratet.Ud mod motorvejen er størstedelen af skærmene beplantet. De steder hvor skærmene løber tæt forbi motorvejen, er der opsat trælameller i bunden, da planterne sandsynligvis ikke vil overleve saltning af vejene i de kolde vintermåneder. På nabosiden er støjskærmene blevet fuldt beplantet således, at skærmene indgår mere naturligt i omgivelserne. Det er DAV Nordic, der har været hovedentreprenør på opsætning af støjskærmene.
