Nordværk og Aalborg Kommune inviterer til åbningsfest, når de fredag d. 18. september slår dørene op til en ny, stor genbrugsbutik på ikke mindre end 374 kvadratmeter i Aalborg Øst. Et af formålene med butikken er at øge direkte genbrug og sætte fokus på cirkulær økonomi. Varerne i genbrugsbutikken kommer nemlig fra kommunens genbrugspladser, hvor der hver dag afleveres store mængder genbrugsguld, og med butikken kan endnu flere effekter nu få nyt liv.
"Med den nye genbrugsbutik ønsker vi at gøre det endnu lettere for borgerne at tænke bæredygtigt i hverdagen. Ikke kun ved at give genbrugseffekterne fra genbrugspladserne nyt liv, men også ved at skabe et samlingssted, hvor folk kan mødes og få inspiration. Vi håber, at folk vil tage godt imod den nye butik, og glæder os til at byde velkommen d. 18. september," lyder det fra divisionschef for Nordværks Division for Genbrug, Julie Ebak.
Netop mødet med borgerne vil Nordværk gerne have i højsædet, når butikken slår dørene op for første gang. Her vil indledningsvist være en åbningstale, hvor snoren klippes. Herefter vil der være konkurrencer og aktiviteter, hvor besøgende kan vinde præmier og hygge sig i hinandens selskab. Der vil også blive serveret romkugler og lidt at drikke, og så vil man selvfølgelig kunne gå på jagt i butikken efter et godt genbrugsfund.
FAKTABOKS
Program for åbningsdagen fredag d. 18. september 2026
- Kl. 10.00: Indvielse af butik m. åbningstale v. rådmand Jan Nymark Thaysen (gavekort på 50 kr. til de første 50 besøgende)
- Kl. 10.15: Romkugler og bobler (alkoholfri)
- Kl. 10.30 – 15.00: Konkurrencer (vind præmier)
- Kl. 15.00 – 17.30: Fortsat åbent i butikken
- Kl. 17.30: Butikken lukker
Butikkens åbningstider
Nordværks genbrugsbutik holder åbent fire dage om ugen:
- Mandag, onsdag og fredag: 12.00 – 17.30
- Lørdag: 10.00 – 13.00
Butikkens varesortiment
Genbrugsbutikken vil have et bredt varesortiment, der vil bestå af:
- Isenkram, herunder keramik, porcelæn, pynteting, service
- Bøger
- Legetøj
- Børneudstyr
- Sport og fritid: motionsudstyr, ski m.v.
- Møbler og malerier
- Tøj
Butikken vil til at begynde med ikke have hus- og haveartikler, cykler eller byggematerialer.
Sådan kommer du hen til butikken
Nordværks genbrugsbutik ligger på Lundeborgvej 21 i Aalborg Øst.
Bus 11 fra Aalborg midtby stopper på Troensevej tæt på genbrugsbutikken. Herudover er der flere busforbindelser til Aalborg Øst.
Hvis man kører selv, er der mulighed for at parkere cykel eller bil ved genbrugsbutikken.
For yderligere oplysninger kontakt venligst:
Kontakt Nordværk på telefon +45 22424882 eller e-mailkommunikation@nordvaerk.dk
Om Nordværk
Nordværk er et nordjysk affaldsfællesskab med ambitioner for fremtidens affaldshåndtering og ressourceudnyttelse - til gavn for hele Nordjylland. Nordværk er Danmarks tredjestørste affaldsselskab og ejet af de syv nordjyske kommuner, Aalborg, Hjørring, Brønderslev, Rebild, Jammerbugt, Mariagerfjord og Læsø Kommune. Vi vil være førende inden for innovative, miljørigtige og effektive løsninger og bidrage til kompetence- og vidensdeling i vores ejerkommuner.
Vi har over 600 medarbejdere, der arbejder sammen om Nordværks kerneopgave, hvor vi indsamler, håndterer og behandler over 400.000 tons affald om året fra kommuner, virksomheder og borgere.
Læs mere om Nordværk på https://nordvaerk.dk/om-nordvaerk/
