I alt 12 frivillige har modtaget prisen for deres særlige indsats i deres lokale klub. Uddelingen fandt sted til Golfdagen, hvor Emilie Sofie Hansen blev hædret for sit arbejde med at skabe et socialt netværk for unge golfspillere.
"For mig giver det en stor glæde at være en del af det fællesskab, man oplever i Ørnehøj Golfklub. Da jeg begyndte for tre år siden, syntes jeg, det var lidt svært at finde min plads. Men med tiden har jeg fået et større netværk, flere relationer og nye bekendtskaber – og på trods af min unge alder er jeg blevet taget rigtig godt imod," fortæller hun.
Hun håber, at hendes frivillige engagement kan inspirere endnu flere unge til at mødes om golfen.
"Golf er en fed sport, og man behøver ikke være den bedste. Jeg vil gerne skabe et sted, hvor unge kan mødes om træningen – også dem, der måske ellers ville gå alene rundt."
På bare ét år har Emilie samlet en gruppe på 104 unge mellem 18 og 30 år. Det er femte år i træk, at GF Forsikring og DGU uddeler prisen.
De frivillige er uundværlige
Formanden for Dansk Golf Union, Lars Broch Christensen, understreger, at de frivillige er helt afgørende for både banedriften og for golfsportens udvikling.
"Uden de frivillige ville mange golfklubber have svært ved at hænge sammen – uanset om det handler om at passe banen, sidde i bestyrelsen eller holde klubbens hjemmeside kørende. Hver eneste indsats tæller, og det er netop det fine ved frivilligt arbejde: Man bidrager dér, hvor ens kompetencer gør en forskel."
Han peger samtidig på, at frivillighed også handler om fællesskab.
"Jeg har et motto, der lyder: Det skal være sjovt at være frivillig. Og det er en fornøjelse at se, hvordan der opstår relationer og fællesskaber blandt de frivillige. Foreningslivet skaber en særlig form for samvær, som man ikke finder andre steder."
De frivillige spænder bredt i både alder og opgaver. Mange er selv golfspillere, og deres indsats varierer fra et par timer om ugen til noget, der minder om et fuldtidsarbejde. Opgaverne rækker fra dommergerning og juniorarbejde til vedligeholdelse af klubhus og pleje af baner.
Golfdagen – en dag med tak og oplevelser
Som en del af anerkendelsen får de 12 prismodtagere en billet til Golfdagen – en dag med undervisning af en landsholdstræner, golfrunde med landsholdsspillere, konkurrencer og forkælelse i form af god mad. For Lars Broch Christensen er dagen en kærkommen mulighed for at sige tak.
"Golfdagen er først og fremmest en hyggelig dag, hvor man tydeligt kan mærke glæden hos de frivillige, når de deler erfaringer på kryds og tværs. De får en oplevelse ud over det sædvanlige – ikke mindst muligheden for at få tips og tricks direkte fra landsholdsspillerne."
Han understreger, at de 12 prismodtagere kun er toppen af isbjerget.
"Vi ved, at der er mange, mange flere, som hver dag yder en kæmpe indsats for at holde golfklubberne kørende. Med Golfdagen håber vi også at inspirere endnu flere til at engagere sig frivilligt i deres lokale klub."
Golfdagen er sponsoreret af GF Forsikring. En jury bestående af tre medlemmer fra DGU og to fra GF Forsikring har udvalgt de 12 ildsjæle blandt 163 nominerede.
