23. januar 2024

Niklas Landin med i ny bog om de frygtløse enere

I bogen Nummer 1 møder du de frygtløse enere, der står på banens mest udsatte plads – helt alene. En af dem er selvfølgelig Aalborg Håndbolds Niklas Landin.

Niklas Landin med i ny bog om de frygtløse enere

Del :

FacebookTwitterLinkedIn
PRESSEMEDDELELSE FRA BYENS FORLAG
Uden gode målmænd har ingen nation nogensinde vundet et håndboldmesterskab eller en medalje. Og med 13 guldmedaljer, 10 sølvmedaljer og 8 bronzemedaljer fra diverse slutrunder har danske håndboldmålmænd og -kvinder i høj grad æren for, at rød-hvide håndboldfans i årtier har jublet på tribunerne og bag skærmene. I bogen Nummer 1 møder du de frygtløse enere, der står på banens mest udsatte plads – helt alene. En af dem er selvfølgelig Aalborg Håndbolds Niklas Landin.

Siden sidste sommer har Niklas Landin med succes huseret i målet for de lokale helte fra Aalborg Håndbold. Og nu har han også hovedrollen i en ny bog om de største danske håndboldmålmænd.

Den succes, som dansk håndbold har haft siden den første medalje i 1962, kan man i stor stil takke danske verdensklasse-målmænd for. Bogen tager en tur gennem æraerne i dansk håndbold og ser på, hvem der vogtede målet, og hvor meget de betød for den periode, de var en del af. Der er både sjove anekdoter, beskrivelser af store oplevelser og tip til særlige træningsøvelser.

Vi vil gerne give alle, der elsker håndbold, et indblik i, hvorfor det er helt fantastisk at stå på mål. Hvordan træner de største sportsstjerner på at stille sig i vejen for de knaldhårde læderkugler, der bliver skudt mod mål. Og hvad det kræver for at blive en rigtig god sidste skanse, siger forfatterne, Maria Thuesen og Christian Bové.

De medvirkende målmænd er Niklas Landin, Sandra Toft, Kasper Hvidt, Susanne Munk Wilbek, Karin Mortensen, Lene Rantala, Mogens Jeppesen og Gitte Sunesen.

Og læs også om, hvad målmændene har betydet for blandt andre Mikkel Hansen, Nikolaj Jacobsen, Camilla Andersen og hendes mor, Toni Røseler Andersen, Morten Stig Christensen, Jesper Jensen, Anders Dahl-Nielsen, Jan Pytlick og Lars Christiansen i deres iver efter at løfte pokalerne.

Om forfatterne: Nummer 1 er skrevet af journalisterne Maria Thuesen og Christian Bové. De har gennem to årtier beskæftiget sig med international tophåndbold hos TV 2, DR, Dansk Håndbold, forskellige danske topklubber m.fl.

Event Information