13. november 2026

|

Pressemeddelelse

Kontaktbedrageri: Tre personer anholdt på fersk gerning og varetægtsfængslet

Nordjyllands Politi har anholdt tre personer, der er sigtet for otte tilfælde af kontaktbedrageri.

Kontaktbedrageri: Tre personer anholdt på fersk gerning og varetægtsfængslet
Af: Nordjyllands Politi | Foto: Niclas Jessen

Del :

FacebookTwitterLinkedIn

Anholdelserne skete onsdag aften, da politiet greb ind i forbindelse med overdragelse af tyvekoster på en parkeringsplads ved Hobro. Alle tre er blevet varetægtsfængslet i to uger.

Nordjyllands Politi anholdt onsdag aften den 11. november 2026 tre personer, som er mistænkt for at stå bag en række kontaktbedragerier i Nordjylland og andre politikredse.

Bankbudssager i Aalborg og Klarup

I løbet af onsdagen blev flere borgere i Aalborg og Klarup udsat for såkaldte bankbudssager. Her blev de forurettede først kontaktet telefonisk af personer, der udgav sig for at være fra deres bank. Kort tid efter dukkede et såkaldt bankbud op på deres adresse for at hente betalingskort, smykker og kontanter.

I forbindelse med bedragerierne blev der hævet omkring 20.000 kroner fordelt på de forurettede. Derudover blev der udleveret guldsmykker og yderligere cirka 30.000 kroner i kontanter.

Politiet fulgte efter

Nordjyllands Politi fulgte efter de mistænkte, og da der klokken 18.22 skete en overdragelse af koster på en parkeringsplads ved Hobro, slog politiet til og anholdt de tre personer.

Torsdag blev alle tre fremstillet i grundlovsforhør og varetægtsfængslet i to uger. De er sigtet for omkring otte tilfælde af kontaktbedrageri begået i perioden fra den 23. oktober til den 11. november 2026. De mistænkte kan ifølge politiets efterforskning muligvis knyttes til flere forhold i Nordjylland, samt lignende sager i andre politikredse. 

Politikommissær Kasper Brix, der leder politiets efterforskning af sagen, siger:

Gode informationer fra de forurettede og effektiv efterforskning førte til, at vi kunne gribe ind og anholde de tre mistænkte i forbindelse med en overdragelse. Vi efterforsker fortsat sagerne, og vi ser meget alvorligt på denne type kriminalitet, hvor ofrene ikke alene mister penge og værdigenstande, men også kan opleve et stort tillidsbrud og en utryghed i deres eget hjem.

Han fortsætter:

Vi ser desværre fortsat, at kriminelle forsøger at franarre især ældre borgere deres værdier ved at udgive sig for at være fra banken eller andre troværdige myndigheder. De udnytter borgernes tillid og forsøger at skabe en situation, hvor man føler, at man skal handle hurtigt. Det er vigtigt at understrege, at hverken banken eller politiet vil sende medarbejdere hjem til borgerne for at hente betalingskort, kontanter eller smykker.

Forebyg kontaktbedrageri: Tal med dine ældre venner og familiemedlemmer

Ved kontaktbedrageri forsøger svindlerne ofte at skabe en følelse af, at der er noget galt med borgerens bankkonto, betalingskort eller økonomi. De kan udgive sig for at være fra banken, politiet eller andre myndigheder og fortælle, at der er behov for at sikre borgerens værdier.   

En forebyggende snak kan give borgeren forudsætninger for at opdage svindlen i tide. Tag derfor gerne en snak med dine forældre, bedsteforældre, ældre naboer eller andre i din omgangskreds om svindlernes metoder. 

Det behøver ikke være en svær samtale. Fortæl eksempelvis, at der i øjeblikket er svindlere, som udgiver sig for at være fra banken og sender personer hjem til folk for at hente kort, kontanter og smykker. 

Tre enkle huskeregler, som du kan give videre

• Banken og politiet sender aldrig nogen hjem for at hente betalingskort, pinkoder, kontanter eller smykker.

• Man må altid gerne lægge røret på, også selvom personen i telefonen siger, at det er meget vigtigt.

• Er man i tvivl, skal man ringe til en person, man stoler på, eller selv kontakte banken via et officielt telefonnummer.

Det vigtigste er at tale om emnet på en rolig og omsorgsfuld måde. Ingen skal føle sig flove over at være blevet kontaktet af svindlere. De kriminelle er dygtige til at manipulere og udnytte tillid, og det kan ske for alle.

Nordjyllands Politi opfordrer alle til at dele budskabet med familie, venner og bekendte – særligt de ældre.

Nøgleord
Politi
Event Information