Vil du have erfaring med marketing og events? Bliv frivillig!

Ungdommens Røde Kors i Aalborg søger nu engagerede frivillige til at arbejde med marketing og eventplanlægning. Grib chancen for at få værdifuld erfaring!

Vil du have erfaring med marketing og events? Bliv frivillig!

Del :

FacebookTwitterLinkedIn

For dem, der ønsker mere erfaring inden for marketing og samtidig har interesse i eventplanlægning og koordinering, er der nu en mulighed for at blive en del af Ungdommens Røde Kors' frivillige forening. Her kan kompetencerne bringes i spil, mens der gøres en forskel i lokalsamfundet.

Ungdommens Røde Kors i Aalborg er en lokalafdeling med sociale aktiviteter for områdets børn og unge. I den forbindelse søger organisationen endnu en kollega til foreningen.

Som frivillig hos Ungdommens Røde Kors vil opgaverne favne bredt, og den frivillige vil have mulighed for at præge og få indflydelse på foreningens sociale medier samt fremtidige events. Det forventes, at der kan afsættes cirka to timer om ugen til at varetage rollen, men antallet af timer kan dog variere i forbindelse med afholdelsen af events.

Opgaverne vil primært omfatte:

  • Planlægning og koordinering af events samt opslag på foreningens sociale medier.
  • At stå for den løbende dialog og planlægning med interne og eksterne samarbejdspartnere.
  • Ideudvikling af nuværende og fremtidige events. Dette sker i samarbejde med resten af teamet og den resterende bestyrelse i Ungdommens Røde Kors.
  • Planlægning og udfyldelse af et årshjul for relevante events og opslag.
  • Udarbejdelse af en SoMe-strategi for Ungdommens Røde Kors.
  • Udformning af grafisk materiale til brug på medierne.

Tidligere erfaring med ovenstående arbejdsopgaver er ikke et krav. Det handler derfor ikke om at have en specifik uddannelse eller specifikke kompetencer, men snarere om lysten og gåpåmodet til at give sig i kast med opgaverne.

Ungdommens Røde Kors forventer derudover, at den frivillige kan håndtere mange bolde i luften, tage initiativ og selvstændigt træffe beslutninger. Den frivillige skal desuden være villig til at deltage i det sociale fællesskab. Organisationen ser gerne, at vedkommende har lysten og motivationen til at yde en indsats ud over sit arbejdsområde. Der forventes mulighed for at være en del af organisationen i minimum et år.

Hvad tilbydes den frivillige?

  • En spændende og unik mulighed for at være med til at gøre en forskel for andre i lokalområdet.
  • En masse spændende og sjove oplevelser, som den frivillige selv kan være med til at definere, planlægge og afholde.
  • Mulighed for at deltage i sociale arrangementer gennem Ungdommens Røde Kors Aalborg.
  • Chancen for at blive en del af et engageret, passioneret og dygtigt team.
  • Mulighed for at tilegne sig erfaring og kompetencer, som der kan gøres brug af i sin karriere.

Som bestyrelsesmedlem forventes det desuden, at der deltages i organisationens månedlige bestyrelsesmøde den første onsdag i måneden, samt at vedkommende bliver betalende medlem i Ungdommens Røde Kors. Dette koster 100 kroner om året.

Lyder dette som en spændende mulighed? Interesserede ansøgere er mere end velkomne til at sende en motiveret ansøgning samt et CV via formularen ”Kontakt organisation”. Ungdommens Røde Kors vender tilbage til ansøgere hurtigst muligt og afholder løbende samtaler.

Ungdommens Røde Kors ser meget frem til at modtage ansøgninger fra interesserede kandidater.

Ungdommens Røde Kors Aalborg

Oplysninger

Clock Icon
Arbejdstid Frivillig
Calendar Icon
Virksomhedens navn Ungdommens Røde Kors
Location Icon
Adresse Ågade 15B, 9000, Aalborg
Se stillingsopslag

Du finder virksomheden her

Ågade 15B, 9000, Aalborg

Se større kort