Teknisk supporter til Growatt-teamet hos MikMa.dk

Har du en stærk teknisk forståelse og ønsker at dykke ned i solcelleverdenen? MIKMA ApS søger en teknisk supporter til deres Growatt-team i Svenstrup.

Teknisk supporter til Growatt-teamet hos MikMa.dk

Del :

FacebookTwitterLinkedIn

Har du gåpåmod, energi og teknisk forståelse? Kan du lide at finde løsningen, når teknikken driller? Så er du måske MIKMA ApS' nye kollega.

MIKMA ApS, Danmarks største forhandler af solcelleanlæg, søger på vegne af Growatt endnu en teknisk supporter til sit Growatt-team.

Growatt er en af verdens største producenter af solcelleinvertere og udvikler også batteriløsninger og intelligent energistyring til private og erhverv. Gennem samarbejdet med MIKMA ApS har Growatt opbygget en stærk position på det danske marked og er i dag blandt de tre største inverterleverandører i Danmark målt på antallet af invertere, der bliver tilsluttet.

Du bliver ansat hos MIKMA ApS og får din daglige arbejdsplads på virksomhedens kontor i Svenstrup, syd for Aalborg. Her bliver du en del af en virksomhed med 23 medarbejdere og udvider sammen med den nuværende Growatt-supporter det lokale Growatt-team til to personer.

Om MIKMA ApS

MIKMA ApS har siden 2020 leveret mere end 15.000 solcelleløsninger til danske kunder. MIKMA ApS leverer solcelleanlæg, batteriløsninger og tilbehør til både private og professionelle kunder over hele Danmark.

MIKMA ApS er en virksomhed i vækst med kort vej fra idé til handling. Hverdagen er præget af højt tempo, en uformel omgangstone og plads til humor. Hos MIKMA ApS får du ansvar og mulighed for at udvikle dig sammen med dygtige og engagerede kolleger.

Din rolle

Du bliver en del af det team, der udelukkende supporterer Growatt-solcelleanlæg solgt gennem MIKMA ApS. Du hjælper både kunder og installatører via telefon og e-mail og tager ved behov ud til kunder for at foretage fysisk fejlfinding.

Opgaverne spænder fra spørgsmål om en funktion i appen til mere krævende fejlfinding på invertere, batterier og installationer. Du skal kunne møde kunden i øjenhøjde og samtidig gå i dybden med de tekniske detaljer, når opgaven kræver det.

Dine opgaver bliver blandt andet at:

  • Vejlede kunder og installatører om produktbrug, indstillinger og overvågning.
  • Analysere driftsdata, udføre tests og fejlfinde på anlæg via fjernadgang.
  • Undersøge og løse fejlbeskeder på invertere og batterisystemer.
  • Opdatere firmware og hjælpe med tekniske spørgsmål i forbindelse med garantisager.
  • Foretage fysisk fejlfinding hos kunder, når problemet kræver et besøg.
  • Bidrage til vejledninger og dokumentation, som gør det lettere for kunder og installatører at bruge produkterne.

Du er med til at forbedre næste generation af produkter

Din daglige arbejdsgang koordineres og planlægges sammen med dine kolleger hos Growatt i Holland. Du vil også til tider samarbejde direkte med Growatts hovedkontor og R&D-afdeling i Kina.

Som Growatts repræsentant i mødet med kunder og installatører får du vigtig viden om, hvordan produkterne fungerer i praksis. Du er med til at samle erfaringer, kundefeedback og forslag til forbedringer og formidle dem internt hos Growatt.

På den måde er du både med til at løse problemer her og nu og bidrage til, at næste generation af produkterne bliver endnu bedre.

Hvem er du?

Du har en stærk teknisk forståelse, er nysgerrig og arbejder systematisk med at finde årsagen til et problem. Du har gerne erfaring med solcelleanlæg, batterier eller elinstallationer, men du kan også komme med en anden teknisk baggrund og en stor interesse for området.

Måske er du elektriker og ønsker en mere kontorbaseret stilling, hvor du stadig bruger din faglighed, har kontakt med kunder og får mulighed for at komme ud i felten.

MIKMA ApS lægger vægt på, at du:

  • Kan analysere data og omsætte dem til konkret fejlfinding.
  • Arbejder selvstændigt, struktureret og følger opgaverne til dørs.
  • Er tålmodig og kan forklare teknik på en forståelig måde.
  • Tager ansvar og deler din viden med kollegerne.
  • Kommunikerer godt på dansk og engelsk, både mundtligt og skriftligt.

MIKMA ApS tilbyder

Du får en selvstændig fuldtidsstilling med frihed under ansvar, tæt kollegial sparring og mulighed for at udvikle dine tekniske kompetencer.

Du får en varieret hverdag med kundekontakt, praktisk fejlfinding og internationalt samarbejde – og mulighed for at bringe dine erfaringer helt ind i produktudviklingen hos Growatt.

Din faste arbejdsplads er Lansen 15, 9230 Svenstrup J, tæt på motorvejen. Løn aftales ud fra dine kvalifikationer og erfaring.

MIKMA ApS har totalt rygeforbud i arbejdstiden.

Ansøgning

Lyder stillingen som noget for dig? Så send din ansøgning og dit CV til MIKMA ApS, og fortæl lidt om din tekniske baggrund og din motivation for at blive en del af teamet.

MIKMA ApS afholder samtaler løbende og ansætter, når virksomheden har fundet den rette kandidat.

Oplysninger

Clock Icon
Arbejdstid Fuldtid
Calendar Icon
Virksomhedens navn MIKMA ApS
Location Icon
Adresse Lansen 15, 9230, Svenstrup J
Se stillingsopslag

Du finder virksomheden her

Lansen 15, 9230, Svenstrup J

Se større kort