Medarbejder til service- og sikkerhedsteamet ved Retten i Aalborg

Er du den servicemindede medarbejder, Retten i Aalborg søger? Bliv en del af teamet, der sikrer trygge oplevelser for rettens brugere.

Medarbejder til service- og sikkerhedsteamet ved Retten i Aalborg

Del :

FacebookTwitterLinkedIn

Har du lyst til at arbejde med en kombination af administrative opgaver og serviceopgaver, og vil du være med til at give rettens brugere en god og tryg oplevelse med fokus på korrekt og venlig vejledning, så er det muligvis dig, som Retten i Aalborg har brug for.

Retten i Aalborg søger med tiltræden snarest muligt en service- og sikkerhedsmedarbejder. Retten i Aalborg beskæftiger omkring 100 medarbejdere og er organisatorisk opdelt i 4 sagsbehandlende afdelinger og en administrationsafdeling, som blandt andet varetager bogholderi, personaleadministration, sikkerhed og en række andre opgaver.

Hvad skal du lave?

Som service- og sikkerhedsmedarbejder bliver du en del af rettens administrationsafdeling, der består af i alt 16 medarbejdere, hvoraf 6 løser opgaver i service- og sikkerhedsteamet. Service- og sikkerhedsteamet står blandt andet for modtagelsen af alle de brugere, der kommer i retten, hvad enten det er til en fogedsag, en straffesag eller en notarforretning.

Afhængig af ansøgerens baggrund og kvalifikationer er opgaverne blandt andet følgende:

  • Vejledning af brugerne blandt andet om godtgørelse for at møde i retten og indlevering af diverse blanketter
  • Udsendelse af bødesager eller lignende
  • Sortering af post
  • Telefonomstilling som afløser
  • Varetagelse af sikkerhedskontrollen ved rettens indgang
  • Klargøring af lokaler til diverse retsmøder, herunder gennemgang af næste uges berammede sager og eventuelt kommunikation med uddannelsesinstitutioner i forbindelse med skolebesøg
  • Kontakt til udlejer, håndværkere, politi og Danmarks Fængsler
  • Indkøb og opdækning til møder
  • Bygningsvedligeholdelse
  • Forskellige praktiske opgaver, herunder oprydning af depoter og andre småreparationer
Hvem er du?

Retten i Aalborg lægger vægt på, at du:

  • Er vant til at yde god service
  • Er rolig og har god situationsfornemmelse
  • Eventuelt har erfaring med kontorarbejde
  • Har gode it-kundskaber
  • Har en venlig udstråling og fremtræder med autoritet
  • Taler godt dansk og behersker engelsk på et forståeligt niveau
  • Har gode samarbejdsevner og et højt humør
  • Har erfaring med konflikthåndtering, eventuelt har relevant uddannelse
  • Har praktisk sans

Da stillingen kan indebære lidt længere dage, forventes det, at du er fleksibel i forbindelse med tilrettelæggelsen af din arbejdstid.

Løn- og ansættelsesvilkår

Stillingen er ledig til besættelse snarest muligt. Stillingen er på fuld tid og forventes besat i henhold til OAO-S fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og OAO (Offentlige Ansattes Organisationer) samt organisationsaftalen for kontorfunktionærer, laboranter og it-medarbejdere (HK) eller organisationsaftalen mellem Finansministeriet og Serviceforbundet for vagtfunktionærer i staten med videre (252).

Stillingen er som udgangspunkt lønmæssigt indplaceret i løngruppe 2, sats 2 (HK), hvor basislønnen for tiden udgør 29.214,42 kr. om måneden. Hertil kommer pension efter reglerne i fællesoverenskomsten. Der vil eventuelt være mulighed for at aftale et personligt tillæg afhængig af dine faglige kvalifikationer og forudgående erfaring.

Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan blive sikkerhedsgodkendt og opretholde din sikkerhedsgodkendelse under hele din ansættelse. Du kan læse mere her: https://pet.dk/saadan-bliver-du-sikkerhedsgodkendt.

Det er endvidere en forudsætning, at du har kørekort.

Yderligere oplysninger

Hvis du har spørgsmål angående stillingen, er du velkommen til at kontakte afdelingsleder i administrationen Dorthe Petersen på telefonnummer 99688405. Du kan også læse mere om Retten i Aalborg på Retten i Aalborgs hjemmeside: www.domstol.dk/aalborg.

Ansøgning

Du sender din ansøgning online via Statens rekrutteringssystem. Du bliver guidet igennem processen, når du trykker på knappen “Søg stillingen” nederst på siden.

Ud over din ansøgning skal du medsende CV, eventuelle anbefalinger, relevante uddannelsespapirer og et vellignende foto. Ansøgningen skal være modtaget i rekrutteringssystemet senest fredag den 30. oktober 2026.

Retten i Aalborg opfordrer enhver, der er interesseret og kvalificeret, til at søge uanset alder, køn, race, religion eller etnisk tilhørsforhold.

Ansættelsessamtaler

Retten i Aalborg forventer at afholde ansættelsessamtaler med udvalgte kandidater i uge 45.

Oplysninger

Calendar Icon
Ansøgningsfrist 30.10.2026
Clock Icon
Arbejdstid Fuldtid
Calendar Icon
Virksomhedens navn Retten i Aalborg
Location Icon
Adresse Badehusvej 17, 9000, Aalborg
Calendar Icon
Kontaktperson Dorthe Petersen
Email Icon
Email dpo@domstol.dk
phone Icon
Telefon 99688405
Se stillingsopslag

Du finder virksomheden her

Badehusvej 17, 9000, Aalborg

Se større kort