17. oktober 2025

|

Pressemeddelelse

Headspace Aalborg vinder Mangfoldighedspris

Vinderen af Aalborg Kommunes nye Mangfoldighedspris er headspace Aalborg, som er et samtaletilbud til unge.

Headspace Aalborg vinder Mangfoldighedspris
Af: Aalborg Kommune | Foto: Aalborg Kommune

Del :

FacebookTwitterLinkedIn

Aalborg Kommune har uddelt Mangfoldighedsprisen for første gang. Det markerer starten på en ny tradition, hvor Aalborg Kommune hvert år sætter spot på de initiativer, der gør en forskel for mangfoldigheden i Aalborg.

Der er indstillet 14 forskellige til prisen. Vinderen er headspace Aalborg, der er et samtaletilbud til unge, hvor rådgivningen er gratis og uforpligtende.

I headspace er intet for stort eller for småt og dermed er alle unge, uagtet hvem de er og hvad de har brug for at tale om, velkommen. Som organisation arbejder vi for at have en sprudlende og mangfoldig frivilliggruppe, hvor forskellighed i erfaring, personlighed og kompetencer er en kvalitet, siger Line Brix Madsen, der er centerchef i Aalborg.

Vinderen er et forbillede

Formand for Mangfoldighedsudvalget, Tobias Bøgeskov sidder i juryen, og han fortæller, hvorfor årets vinder er headspace Aalborg.

Headspace Aalborg er et forbillede på, hvordan man gennem nærværende samtaler kan gøre en forskel for unge. I mere end 12 år har de givet tusindvis af unge i Aalborg Kommune et sted, hvor de kan komme, som de er - uanset baggrund, identitet eller udfordringer. Deres indsats nedbryder tabuer, styrker unges mentale sundhed og skaber tryghed. Derfor er de en meget værdig modtager af Mangfoldighedsprisen, og der skal lyde en stor ros til de mange frivillige, der hver dag gør headspace Aalborg muligt, siger Tobias Bøgeskov.

Inspiration for andre

Det er første, men ikke sidste gang, at Aalborg Kommune uddeler Mangfoldighedsprisen.

Det er vigtigt, at vi som kommune hylder dem, der går forrest og viser, hvordan forskellighed kan omsættes til styrke i praksis. Med Mangfoldighedsprisen sender vi et klart signal om, at vi vil være en kommune, hvor alle kan føle sig velkomne og blive mødt med respekt. Vinderen får en mangfoldighedsflise, som lægges fast i Karolinelund - og med tiden vil det blive til en hel mangfoldighedsgade, der viser, at Aalborg Kommune vil mangfoldigheden, understreger Tobias Bøgeskov.

Galleri

Event Information