30. september 2026

|

Pressemeddelelse

DN: Det haster med at få styr på landbrugets CO2-udledninger

Regeringen konkluderer i det nye klimaprogram, at landbruget ikke står til at nå sit klimamål for 2030. Danmarks Naturfredningsforening efterspørger hurtigt politisk genbesøg af klimaindsatsen allerede i begyndelsen af 2027.

DN: Det haster med at få styr på landbrugets CO2-udledninger
Af: Danmarks Naturfredningsforening | Foto: AI-genereret med Google Gemini

Del :

FacebookTwitterLinkedIn

Regeringen har i dag offentliggjort sit nye klimaprogram, der skal redegøre for vejen til at nå klimamålene. Usikkerhederne om, hvorvidt Danmark når målene, hober sig op, og særligt klimavirkemidlerne i landbruget har svært ved at følge med ambitionerne.

Det står også klart, at landbruget ikke når sit eget sektormål på 55-65% i 2030, med de nuværende virkemidler. Det svarer til en manko på 0,7-2,8 mio. tons CO2 for hhv. det nedre og øvre spænd.

Det skyldes blandt andet at udtagningen af lavbundsjorder går langsommere end forventet, der er usikkerhed omkring hvorvidt fodertilsætningsstoffet Bovaer påvirker dyrene negativt og pyrolysepuljen er udskudt.

Ifølge trepartsaftalen skal 2,2 mio. tons drivhusgasreduktioner findes inden for landbruget inden 2030, hvis de nuværende virkemidler er utilstrækkelige.

Initiativer bør udvikles nu

Regeringen henviser til, at man i 2027 skal gennemføre et genbesøg om indfrielsen af landbrugets klimamål. Danmarks Naturfredningsforening anbefaler, at det genbesøg bliver gennemført så hurtigt som muligt, hvis der skal være en realistisk chance for at nå målene.

Jeg er glad for, at klimaministeren utvetydigt slår fast, at klimamålet for landbruget skal nås. Men det haster med at få rettet op på indsatsen, og derfor bør regeringen ikke vente til sidste øjeblik, men allerede nu udvikle nye initiativer, som kan bringes til forhandling i begyndelsen af det nye år, hvis klimamålene skal nås sikkert og rettidigt siger direktør i Danmarks Naturfredningsforening Lars Midtiby og fortsætter:

Den nuværende regering har for alvor hånden på kogepladen. Det er på deres vagt, at det skal afgøres, om vi når Danmarks første bindende klimamål nogensinde. Det er et tungt – og historisk – ansvar. Nu har de fremlagt deres første klimaprogram, og nu skal de for alvor i arbejdstøjet. Der er kort tid at handle, og lige nu tegner det desværre ikke godt.

Store usikkerheder omkring CO2-fangst og lagring

Udover landbruget er også reduktionerne fra CCS forbundet med store usikkerheder, som må give panderynker i regeringskontorerne.

Flere af CCS-projekterne er udskudt og kun Aalborg Portland fik et projekt gennem CCS-udbuddet, hvor CO2-effekten blev mindre end forventet. I sit forord skriver ministeren, at klimaprogrammet er et kasseeftersyn. Hvis man ikke anfægter nogle af forudsætningerne, så passer pengene med 0,4 mio. tons over målet i 2030. Men det er tydeligt at se, at der er behov for flere virkemidler, når man kigger på den lange liste over ting, der kan gå galt siger Lars Midtby

Klimaprogrammet omhandler de udledninger, som sker herhjemme, men ministeren anerkender i sit forord, at klimaet ikke stopper ved den danske grænse, og at vi derfor også skal de på den klimaregning, som vores forbrug efterlader i andre lande.

Vores nuværende klimaindsats ser desværre stadig bort fra de udledninger, som kommer fra danskernes forbrug af for eksempel tøj, sko og elektronik, som er produceret i udlandet. Vores forbrugsbaserede klimaudledninger er blandt de højeste i EU. Denne blinde vinkel i klimapolitikken skal dækkes, og her giver det mening at starte med at sætte et pejlemærke, som Klimarådet også anbefaler siger Lars Midtiby

Nøgleord
Klima & miljøPolitik
Event Information