DM-ugen er et perfekt udstillingsvindue for de mange forskellige sportsgrene, men også for Aalborg som by. Sporten rykker igen ud i byen, hvor både små og store idrætsgrene får nye rammer og mere spotlys end normalt. Vi glæder os enormt meget til at være vært for en fantastisk folkefest, der hylder både atleter, fællesskab, frivillighed og foreningsliv, siger Aalborgs borgmester Lasse Frimand Jensen, der er glad for at sporten rykker ud i byens rum til glæde for både atleter og publikum. Mange sportsgrene bliver mere folkelige ved at flytte ud i byens rum, hvor de kan ses og opleves af alle. Det bliver eksempelvis sjovt at opleve DM i bordtennis i Musikkens Hus eller vægtløftning midt på Honnørkajen. Jeg håber, at DM-ugen er til så stor inspiration, at det også betyder nye medlemmer ude i vores mange sportsklubber.
Hele havnefronten summer af sport
Som noget nyt bliver "Center Court" 1,5 kilometer lang, så hele havnefronten kommer til at summe af sport. Center Court løber fra Limfjordsbroen med DM i Highdiving og hele vejen ned til Østre Havn, hvor der er DM i Wakeboard. Der bliver også anvendt mange andre faciliteter - bl.a. pool i Salling og bordtennis i både Musikkens Hus og Gigantium.Vi har igen i år forsøgt at tænke alternativt, skævt og nyskabende for at bringe flere danmarksmesterskaber og sportsgrene helt ud i byens rum og servere dem på en måde, så tilskuerne meget gerne må sige 'wow' og få sig en ny og overraskende sportsoplevelse i selskab med Danmarks bedste atleter, siger Jakob Wärme Lykke, projektleder for DIF DM-ugen.
