Sundheds- og hospitalsdirektør, Charlotte Rosenkrantz Josefsen, udtaler om ansættelsen af Sisse Anette Thomassen på AUH:
I Sundheds- og hospitalsledelsen har vi ønsket at styrke operationsområdet på AUH. Derfor ansætter vi nu en udviklingschef for operationsområdet på fuldtid, som udelukkende får til opgave at stå for den tværgående ledelse af AUHs operationsområde i tæt samarbejde med områdets afdelingsledere og hospitalets OP-råd.
Med Sisse Anette Thomassen får vi en udviklingschef for operationsområdet med stor erfaring fra en lignende stilling på et andet universitetshospital. Sisse er en dygtig faglig leder med stærke relationelle kompetencer. Hun formår at se helheder i forhold til, hvordan man leder og driver et effektivt og produktivt operationsområde samtidig med at have øje for det gode arbejdsmiljø for medarbejderne. Alt dette med et tydeligt og dedikeret fokus på, at alt det vi gør, skal være med patienterne for øje.
I Sundheds- og hospitalsledelsen er vi sikre på, at Sisse Anette Thomassen i tæt samarbejde med operationsområdets afdelingsledere kan lede det store stykke arbejde, der ligger foran os i arbejdet med visionen og strategien for AUHs operationsområde. Hun skal også bidrage aktivt til det, som sundhedsreformen kalder på for eksempel i yderligere omlægning til dagkirurgi, ligesom der nu og i de kommende år bliver fokus på, hvordan AUH kan indgå partnerskaber med eksterne aktører og udvikle brugen af blandt andet robotteknologi, uddyber Sundheds- og hospitalsdirektøren.
Erfaring fra lignende stilling på andet universitetshospital
Sisse Anette Thomassen er uddannet i medicin fra Syddansk Universitet i 1999 og ph.d. fra Aalborg Universitet i 2017. Hun er uddannet speciallæge i anæstesiologi i 2009 og overlæge i thorax-anæstesiologi i 2015. Derudover har Sisse en Master of Public Governance fra Aalborg Universitet i 2026.
Udover en kort afstikker til AUH i 2014-2015 som anæstesiolog har Sisse været ansat på Aalborg Universitetshospital siden 2009, senest som henholdsvis ledende overlæge fra 2020 og som cheflæge for Anæstesi- og Intensivafdelingen siden 2022. Som en del af sin stilling har Sisse varetaget hvervet som formand for OP-ledelsen og formand for Forretningsudvalget for operationsgangene på Aalborg Universitetshospital.
Cheflæge og formand for OP-ledelse på AAUH glæder sig til at begynde på AUH
Cheflæge og formand for OP-ledelsen på Aalborg Universitetshospital, Sisse Anette Thomassen, siger om sin nye chefstilling på AUH:
Jeg glæder mig til at tiltræde stillingen som udviklingschef for AUHs operationsområde. Det bliver en spændende opgave, og jeg ser især frem til samarbejdet med ledere og medarbejdere på tværs af hospitalet om at videreudvikle et stærkt og sammenhængende operationsområde. AUH har høje ambitioner for operationsområdet, og jeg glæder mig til at bidrage til at indfri ambitionerne med fokus på tværfagligt samarbejde, innovation og fælles udnyttelse af kapaciteten, så vi skaber endnu større værdi for AUHs patienter siger Sisse Anette Thomassen
