26. oktober 2026

|

Pressemeddelelse

Lokal donation styrker Café Parasollens trygge og sunde fællesskaber for udsatte borgere

LB Foreningen støtter Café Parasollen i Aalborg med 50.000 kroner til en forebyggende indsats, der skal styrke sundhed, trivsel og tryghed blandt nogle af Nordjyllands mest udsatte borgere.

Lokal donation styrker Café Parasollens trygge og sunde fællesskaber for udsatte borgere
Af: LB Foreningen | Foto: Café Parasollen / LB Foreningen

Del :

FacebookTwitterLinkedIn

Hver dag besøger omkring 130 mennesker Café Parasollen i Aalborg. Mange lever med komplekse fysiske, psykiske og sociale udfordringer, og for flere kan mødet med sundhedsvæsenet være uoverskueligt.

Med en donation på 50.000 kroner fra LB Foreningen får caféen mulighed for at videreudvikle sin forebyggende indsats, hvor en værestedsygeplejerske spiller en central rolle i arbejdet med at skabe et trygt og inkluderende fællesskab.

Indsatsen skal blandt andet hjælpe gæsterne med sundhedsfaglige spørgsmål, tidlig opsporing af fysiske og psykiske udfordringer samt brobygning til relevante sundhedstilbud. Samtidig skal den styrke trygheden for både gæster, ansatte og frivillige i caféens daglige fællesskab.

Vi oplever hver dag, at vores gæster står med sundhedsudfordringer, som let kan vokse sig større, hvis de ikke bliver taget hånd om i tide. Med støtten fra LB Foreningen får vi mulighed for at fortsætte og styrke en indsats, der skaber både bedre sundhed, større tryghed og stærkere relationer for mennesker, som ofte står alene med deres udfordringer, siger Randi Marcussen, leder af Café Parasollen.

Donationen kommer fra LB Foreningens Lokalfond i Region Nordjylland, der støtter initiativer, som skaber værdi og stærkere fællesskaber lokalt.

I uddelingsrådet har vi lagt vægt på, at Café Parasollen møder mennesker dér, hvor de er, og tilbyder en indsats, som kan gøre en konkret forskel i hverdagen. Projektet kombinerer sundhedsfaglig støtte med nærvær og fællesskab, der bidrager til mere tryghed og livskvalitet for mennesker i sårbare situationer, siger Connie Hermansen, lokal repræsentant og medlem af uddelingsrådet for LB Foreningen i Region Nordjylland.

Sammen med de 50.000 kr. modtager Café Parasollen også et unikt værk af kunstneren Line Jensen, nummereret og signeret af kunstneren selv.

OM CAFE PARASOLLEN

Café Parasollen er en del af KFUM’s Sociale Arbejde og fungerer som et åbent værested for mennesker i udsatte livssituationer. Cafeen er et omsorgssted, med mulighed for at få dækket de mest basale behov som mad, bad og fællesskab. De forebygger bl.a. sundhedsmæssige problemer, styrker den mentale trivsel og skaber et stabilt og trygt miljø for caféens mange gæster.

OM LB FORENINGEN REGION NORDJYLLAND

LB Foreningen i Region Nordjylland repræsenteres af 10 delegerede, der er valgt blandt de ca. 40.000 medlemmer i regionen. De repræsenterer medlemmer i Runa Forsikring, Bauta Forsikring og Lærerstandens Brandforsikring. LB Foreningen i Region Nordjylland uddeler hvert år en mio. kroner til en række forskellige formål i regionen. Se mere på lbforeningen.dk

Nøgleord
Foreninger & frivillighed
Event Information