11. november 2026

|

Pressemeddelelse

Livet efter hjertestop er ikke nødvendigvis så dårligt, som mange frygter

Ny forskning fra Aalborg Universitet udfordrer forestillingen om, at et liv efter hjertestop uundgåeligt er præget af lav livskvalitet.

Livet efter hjertestop er ikke nødvendigvis så dårligt, som mange frygter
Af: Aalborg Universitet | Foto: Colourbox

Del :

FacebookTwitterLinkedIn

Selvom ældre overlevere ofte får flere fysiske begrænsninger, vurderer forskerne ikke nødvendigvis deres samlede livskvalitet lavere end deres jævnaldrende.

Ældre danskere, der overlever et hjertestop uden for hospitalet, oplever oftere problemer med mobilitet, egenomsorg og daglige aktiviteter end andre på samme alder. Men de rapporterer ikke nødvendigvis en lavere samlet livskvalitet, og de har heller ikke flere smerter end deres jævnaldrende. Det viser et nyt studie fra Aalborg Universitet, som er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Resuscitation.

Resultaterne bidrager med vigtig viden i en tid, hvor danskere over 60 år har fået mulighed for at fravælge genoplivningsforsøg ved hjertestop.

Når mennesker skal træffe beslutninger om genoplivning, er det vigtigt, at de gør det på et oplyst grundlag. Nogle kan frygte, at livet efter et hjertestop nødvendigvis vil være præget af svær sygdom og lav livskvalitet. Der er jo ingen garantier, men vores resultater viser, at virkeligheden er mere nuanceret siger læge og ph.d.-studerende ved Aalborg Universitet Victoria Anna Margaretha Gunmalm, der er studiets førsteforfatter

Samme livskvalitet kan dække over forskellige udfordringer

Studiet bygger på spørgeskemadata fra omkring 2.500 danskere, som overlevede et hjertestop uden for hospitalet i perioden 2001 til 2019.

Resultaterne giver ikke svar på, hvordan den enkelte oplever livet efter et hjertestop. Til gengæld tegner de et billede af nogle markante mønstre på tværs af aldersgrupper. Eksempelvis fortæller den samlede livskvalitetsscore ofte ikke hele historien.

To personer kan have den samme samlede livskvalitet, selvom de står med vidt forskellige udfordringer. Yngre personer, der har overlevet et hjertestop, rapporterer blandt andet mere angst end ældre overlevere. Samtidig falder niveauet af angst gradvist med alderen.

Forskerne kan ikke fastslå årsagen, men resultaterne peger på, at et hjertestop kan opleves forskelligt afhængigt af, hvor man befinder sig i livet.

Et hjertestop kan potentielt have større konsekvenser for identitet, arbejde og familieliv hos yngre mennesker. Omvendt kan ældre i højere grad være vant til at forholde sig til sygdom og dødelighed. Vi kan ikke sige præcist, hvorfor forskellene opstår, men vi kan se, at udfordringerne er forskellige siger Victoria Anna Margaretha Gunmalm og understreger, at det peger på behovet for en mere individuel tilgang til rehabilitering efter hjertestop

Vores studie viser, at overlevere ikke er én ensartet gruppe. Hvis rehabilitering og opfølgning skal gøre mest mulig gavn, bør den i højere grad tage højde for de forskellige udfordringer, som mennesker møder på forskellige tidspunkter i livet.

Fakta om studiet

  • Undersøgelsen omfatter cirka 2.500 personer, der har overlevethjertestop uden for hospitalet.
  • Hjertestoppene fandt sted mellem 2001 og 2019.

Sammenlignet med den generelle danske befolkning over 70 år:

  • Mobilitetsproblemer: 56 procent mod 39 procent
  • Problemer med egenomsorg: 23 procent mod 6 procent
  • Problemer med daglige aktiviteter: 55 procent mod 23 procent

Udvikling med alderen blandt hjertestopoverlevere:

  • Problemer med mobilitet steg fra 17 procent blandt de yngste til 56procent blandt de ældste.
  • Problemer med egenomsorg steg fra 9 procent til 23 procent.
  • Angst og depression blev mindre almindeligt med stigende alder.
     
  • Titel: Quality of Life after Out-of-Hospital Cardiac Arrest: Age Matters
  • Publiceret i: Resuscitation
  • Forfattere: Victoria Gunmalm, Stig Andersen, Kristian Kragholm, Mikkel Porsborg Andersen, Christian Torp-Pedersen og Harman Yonis.
Nøgleord
SundhedTeknologi & videnskabSeniorliv
Event Information