Traditionen tro skydes december i gang med flot julemusik på Aalborg Banegård, når overskuddet fra den lille modelbane i forhallen uddeles til velgørende formål. De velkendte modeltog er overgået til trådløs betaling, og der er derfor rekordmange penge til uddeling i år.
De fleste kender den lille modeljernbane på Aalborg Banegård. Dens historie går langt tilbage i tiden. Den nuværende model blev bygget i 1993 og fylder i år 30 år. Selvom den har mange år på bagen, er det nostalgiske tog nu gået ind i en ny tidsalder. Nu er det slut med at stå at rode efter mønter i bunden af tegnebogen, for den lille togbane er nu overgået til kontaktløs betaling.
Det er der blevet taget rigtig godt imod af de mange forældre og børn, der hvert år glæder sig over synet af de små tog. Årets overskud fra modelbanen lyder nemlig på imponerende 28.000 kroner. Det er næsten en fordobling i forhold til sidste år.
I DSB er det en årelang tradition, at vi donerer overskuddet fra modeljernbanen til velgørende formål. Med overgangen til kontaktløs kortbetaling har vi gjort betjeningen mere tilgængelig i en tid, hvor stadig færre bruger kontanter, og vi har i år kunnet levere et næsten dobbelt så stort overskud. Det er noget, som vi i DSB er meget glade for og stolte af, siger Per Ubbe Vestergaard, der er chef for DSB Stationsservice.
Overskuddet bliver i år overrakt til Foreningen BROEN Aalborg i forhallen på Aalborg banegård fredag den 1. december 2023 kl. 14.00 af rådmand Nuuradiin S. Hussein, Job og Velfærd.
Pengene kommer til at glæde børn, hvor familierne ikke har råd til at give dem adgang til de samme fritidsaktiviteter som kammeraterne, fortæller Formanden for BROEN Aalborg, Ida Maria Christensen:
Alle de penge, vi får ind, går ubeskåret til at betale kontingenter til de klubber og foreninger, hvor børnene er medlemmer. Vi er meget glade og taknemmelige over, at overskuddet går til BROEN Aalborg. Det gør en stor forskel. De tilskud, som vi får ind, har alene i år gjort det muligt at give lidt over 350 børn og unge mulighed for at kunne deltage i fritidsaktiviteter sammen med deres venner.
Traditionen tro er alle velkomne til at kigge forbi banegårdshallen, hvor man kan nyde at høre jernbaneorkestret spille julemusik og se modeltoget køre i det flotte landskab, der både rummer en model af Aalborg Banegård og Aalborg Tårnet.
Især for mange rejsende er det et sjovt afbræk i en hektisk hverdag, når de bliver mødt med jernbaneorkestrets julemusik, kaffe og lidt sødt til ganen.
Fakta om foreningen BROEN Aalborg
Siden 2009 har foreningen BROEN Aalborg hjulpet mange børn og unge i alderen 6-17 år til et aktivt fritidsliv. BROEN samarbejder med en bred vifte af aktører inden for kommunen, forskellige foreninger og klubber.
BROEN hjælper med kontingent, udstyr og ture samt stævner, så børn og unge får mulighed for at være aktive i lokale idræts- og fritidsforeninger med sport, spejder, dans, teater eller lignende sammen med jævnaldrende og voksne rollemodeller.
Det sker i tæt samarbejde med fagpersoner i kommunen og/eller træner, kasserer eller en anden frivillig i lokale idræts- og fritidsforeninger.
Som del af indsatsen findes GENBROEN, hvor der samles brugt udstyr ind, sådan at de børn og unge vi støtter, har mulighed for at få udstyr ad den vej. I GENBROEN får man også nogen gange doneret overskud fra sportsklubber fra deres overskud, ofte nyt tøj.
Fakta om modeljernbaner
Langt tilbage i tiden har der været en lille modelbane i forhallen på Aalborg Banegård. I 1993 var den daværende bane helt nedslidt, og Modeljernbaneklubben H0-Aalborg byggede det nuværende anlæg med en model af Aalborg Banegård og Aalborg-tårnet. Modeljernbanen ejes og vedligeholdes i hverdagen af DSB. Der er nu kun modelbaner tilbage i København, Aarhus og Aalborg.
