24. september 2024

|

Pressemeddelelse

Hells Angels må ikke længere holde til på adressen Østergade 24 i Nørresundby

Aalborg Kommune følger op på Nordjyllands Politis forbud mod adgang til Hells Angels klublokaler på Østergade 24 i Nørresundby med et forbud mod at bruge ejendommen som samlingssted for rockerklubben, da det skaber ulempe og utryghed for naboerne.

Hells Angels må ikke længere holde til på adressen Østergade 24 i Nørresundby
Af: Aalborg Kommune | Foto: Pixels

Del :

FacebookTwitterLinkedIn
Siden Nordjyllands Politi første gang i september sidste år forbød personer adgang på adressen Østergade 24, 9400 Nørresundby, har Nordjyllands Politi forlænget adgangsforbuddet - der udstedes for 14 dage ad gangen - adskillige gange. Fra Aalborg Kommunes side følges der nu op med et såkaldt samlingsstedsforbud. Rådmand i By og Land Jan Nymark Rose Thaysen forklarer:
"Et samlingsstedsforbud giver kommunalbestyrelsen mulighed for at forbyde bestemte grupper i at samles på en ejendom eller dens tilhørende arealer, som for eksempel en parkeringsplads. Forbuddet kan udstedes, hvis gruppens tilstedeværelse skaber væsentlige ulemper eller utryghed for de omkringboende. Regelsættet forvaltes hos os i By og Land, og siden loven trådte i kraft i 2017, har vi haft en opmærksomhed på, om der kunne opstå en situation, hvor vi kunne bringe værktøjet i anvendelse".
Og rådmanden suppleres af borgmester Lasse Frimand Jensen, der uddyber:
"Det er vores helt klare opfattelse, at ejendommen bruges som samlingssted for rockerklubben Hells Angels. Det baserer vi dels på ejendommens fysiske fremtræden med skiltningen 'Angels Place', dels på oplysninger fra Nordjyllands Politi. Ejendommen ligger i et tættere bebygget område i det centrale Nørresundby med bl.a. private boliger i umiddelbar nærhed. Derudover er Østergade en primær hovedindfaldsvej til Nørresundby og Aalborg Midtby, der benyttes af både bilister, cyklister og fodgængere. Derfor er det - med baggrund i den verserende bandekonflikt i Danmark - vores vurdering, at forbud mod at samles på adressen vil bidrage til at skabe tryghed for de omkringboende".
Samlingsstedsforbuddet trådte i kraft pr. 23. september 2024. Forbuddet er gældende i tre måneder.  
Event Information