Foto: Henrik Hansen
Aalborg Håndbold blev lørdag danske mestre efter en sejr i tredje finalekamp over Fredericia. Det bliver mandag fejret på Gammeltorv.
Lørdag vandt Aalborg Håndbold på hjemmebane den tredje og afgørende DM-finale med 27-26 over Fredericia, og de kunne fortjent hænge guldmedaljerne om halsen.
I dag kan du være med til at fejre de nykårede danske mestre, når Aalborg Kommunes borgmester, Lasse Frimand Jensen, i dag inviterer hele byen til guldfest kl. 16 på Gammeltorv ved Aalborg Rådhus.
Jeg ønsker Aalborg Håndbold tillykke med den store præstation. Jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke spillerne, trænere og alle de ansatte omkring holdet. Ikke mindst skal der også lyde en tak herfra til frivillige og fans for deres suveræne opbakning. Aalborg Håndbold fortjener at blive fejret af byens borgere og mange fans her på Gammeltorv. Jeg er en glad og stolt borgmester, siger Lasse Frimand Jensen.
Inspiration til unge
Han håber at Aalborg Håndbolds flotte præstation kan få betydning for kommunens unge.
Aalborg Håndbold har leveret et fantastisk resultat, som kan inspirere de mange unge håndboldspillere ude i klubberne. En sejr som denne markerer igen, at Aalborg er en af Danmarks bedste idrætsbyer, siger Lasse Frimand Jensen.
