10. september 2025

|

Pressemeddelelse

11 nye besøgshunde bestod optagelsesprøven i Aalborg

I starten af september blev plejehjemmet Sofiegården i Aalborg fyldt med logrende haler og forventningsfulde hundeejere.

11 nye besøgshunde bestod optagelsesprøven i Aalborg
Af: TrygFonden | Foto: TrygFonden

Del :

FacebookTwitterLinkedIn
TrygFonden afholdte nemlig for nyligt optagelsesprøve for nye besøgshundeteams, som ønsker at sprede smil og gode minder på plejehjem og -boliger som en del af TrygFondens besøgshundekorps. Til optagelsesprøven skulle hundene igennem en sundhedsundersøgelse og adfærdstest for at TrygFonden kunne sikre sig, at de ville trives med opgaven som besøgshunde. Samtidig var deres ejere til en samtale med personalet fra TrygFonden for at blive klædt på til at dele deres hundeglæde som frivillige. Efter optagelsesprøven i Aalborg blev 11 ud af de 17 fremmødte hunde og deres ejere godkendt – og er nu klar til at gøre en forskel som en del af TrygFondens besøgshundekorps.
Gør en kæmpe indsats for beboere og personale
TrygFonden har op mod 700 besøgshundeteams, der besøger plejeboliger i hele landet. Men med knap 800 plejehjem i Danmark, er TrygFonden stadig glade for at have fået endnu flere entusiastiske frivillige og deres hunde med i ordningen.
Når besøgshundene rykker ud på besøgsstederne, gavner det ikke alene beboerne ved at vække glæde, skabe gode stunder og vække minder. Det hjælper også personalet i deres daglige arbejde, fordi hundene skaber et samtalerum og en mulighed for at komme endnu tættere på beboerne. TrygFondens besøgshundeteams gør en kæmpe indsats for beboere og personale, og vi glæder os meget til at byde endnu flere hunde og hundeejere velkomne, siger Galina Plesner, projektchef i TrygFonden.
Ifølge en undersøgelse fra TrygFonden oplever samtlige besøgshundeejere i ordningen, at besøgene vækker glæde hos de beboere, de besøger. 9 ud af 10 oplever endda, at besøgene vækker minder.
Event Information