Anja Laursen er uddannet sygeplejerske og har en Master of Public Administration fra Aalborg Universitet. Hun var fra 2013 til 2025 kredsformand for Dansk Sygeplejeråd i Midtjylland og har desuden været næstformand i Region Midtjyllands øverste MED-udvalg. Hun har omfattende erfaring med organisationsudvikling, forhandlinger og samarbejde mellem medarbejdere og ledelser. Tidligere har hun arbejdet som intensivsygeplejerske og fællestillidsrepræsentant på AUH.
Vibeke Koudahl kommer fra en stilling som cheflæge på Plastikkirurgisk Afdeling på Odense Universitetshospital. Hun er speciallæge i plastikkirurgi og har gennemført en del af sin speciallægeuddannelse på AUH. Hun har en ph.d. fra Aarhus Universitet og har særlig erfaring inden for rekonstruktiv brystkirurgi og plastikkirurgi i forbindelse med kræftbehandling. Siden 2017 har hun haft ledende stillinger i Vejle, på Herlev og Gentofte Hospital og på Odense Universitetshospital. Fra 2018 til 2024 var hun formand for Dansk Selskab for Plastik- og Rekonstruktionskirurgi.
Med Anja og Vibeke får vi et stærkt chefteam, som tilsammen bringer solid erfaring med ledelse, organisationsudvikling og højt specialiseret patientbehandling. De har forskellige baggrunde og kompetencer, der supplerer hinanden godt i den opgave, de skal løse sammen siger hospitalsdirektør Thomas Balle Kristensen
Det nye chefteam får det fælles ansvar for afdelingens drift og udvikling. Afdelingen har været under pres på kapacitet og arbejdsmiljø, og en central opgave bliver at styrke begge dele gennem kompetenceudvikling, rekruttering og nationale og internationale samarbejder.
Plastik- og Brystkirurgi har cirka 140 medarbejdere og varetager blandt andet behandling og rekonstruktion i forbindelse med kræft, traumer og medfødte misdannelser.
