Hos Aleris PP arbejder psykologer og psykiatere tæt sammen om udredning og behandling af mennesker med psykiske helbredsudfordringer. De nye rammer giver plads til flere psykologer og psykiatere, så klinikken kan tage imod flere patienter fra hele Nordjylland, både privatbetalende patienter og patienter, der kommer via deres sundhedsforsikring.
Patienterne skal opleve en tydelig og tryg vej gennem deres forløb, uanset om de søger hjælp ved begyndende mistrivsel eller skal udredes for fx ADHD eller autisme. De nye rammer giver os bedre mulighed for at samle faglighederne og udvikle tilbuddet med udgangspunkt i behovet i Nordjylland, siger Inge Holm-Petersen, klinikchef for Aleris PP i Aalborg, Herning og Aarhus.
Bygger på et landsdækkende fagligt miljø
Med mere end 170 psykologer og psykiatere, ni klinikker og et stærkt onlinetilbud er Aleris PP et af Danmarks største private tilbud inden for mental sundhed. CEO i Aleris Danmark, Michael Gram Kirkegaard, glæder sig over udvidelsen og at klinikken nu kan tage imod flere nordjyder.
Psykiske helbredsproblemer rammer ikke kun den enkelte. De påvirker også familien, arbejdslivet og samfundet. Derfor skal det være muligt at få den rette hjælp tæt på, når behovet opstår. Med udvidelsen i Aalborg bruger vi vores størrelse og faglighed til at styrke tilbuddet lokalt, siger han.
De nye lokaler ligger på Kayerødsgade 37, st. th., 9000 Aalborg C. Klinikken er åben og har allerede taget imod de første patienter.
