Da stemmerne blev talt op efter midtvejsvalget, tegnede der sig et billede af republikansk tilbagegang flere steder i USA.
Men hvor ekstraordinært er resultatet egentlig? Vi har bedt Ben Dorfman, lektor i idéhistorie og internationale studier ved Aalborg Universitet, sætte valgresultatet i perspektiv.
Den siddende præsident får som regel en lussing ved midtvejsvalget. Er vi ved at gøre et "strukturelt og ganske normalt" nederlag til en større fortælling om Trump, end resultaterne egentlig kan bære?
Demokraterne led også et nederlag ved midtvejsvalget i 2022, men slet ikke i dette omfang. Det, vi ser nu, ligger langt uden for det normale mønster. Her optræder fænomener, jeg ikke kan huske at have set, siden jeg som barn i USA begyndte at interessere mig for politik.
Demokratiske senatorer og guvernører i Texas? Nord- og South Carolina, der bevæger sig mod demokraterne? Landbrugsstater i Midtvesten, der konsekvent stemmer demokratisk? Vi har ikke set resultater som dem siden 1980'erne og -90'erne. Valgkortet for 2028 ser anderledes ud i dag, end det gjorde for blot få uger siden.
Har andre amerikanske præsidenter formået at genvinde initiativet efter en tilsvarende midtvejslussing?
Ja, det er bestemt muligt. Både Bill Clinton og Barack Obama led markante nederlag ved deres første midtvejsvalg, men begge endte med at blive genvalgt som præsidenter.
Trumps situation er dog anderledes. Han kan ikke genvælges efter 2028, og MAGA-bevægelsen er i høj grad bygget op omkring ham som person. Hvis Trump skal genvinde noget af initiativet, vil det sandsynligvis kræve, at han finder en måde at samarbejde med en demokratisk Kongres på.
Selvom der kan stilles spørgsmålstegn ved, hvilke områder der ville være tale om, er det ikke utænkeligt. Trump kan have en interesse i at afslutte sin tid i Det Hvide Hus med et par positive politiske resultater, så hans anden periode ikke kun bliver husket for en upopulær krig og omstridte byggeprojekter i Washington."
Kan resultatet udløse et egentligt republikansk opgør med Trump?
Ja, det kan det. Især fordi Trump kun har to år tilbage, kan republikanerne i Kongressen føle sig langt mindre bundet til ham. Mange vil i højere grad begynde at positionere sig til tiden efter Trump. Det kan ske gennem deres egne versioner af populisme, eller ved at dele af partiet søger tilbage mod en mere traditionel republikansk linje i stil med George W. Bush-årene.
Er dette begyndelsen på afslutningen for Trump, eller kan trumpismen overleve ham? MAGA-bevægelsen, Pete Hegseth og J.D. Vance er der jo stadig.
Det er million-dollar-spørgsmålet. Der har længe været tvivl om, hvorvidt nogen andre end Trump kan stå i spidsen for MAGA-bevægelsen. Kulturkampen er helt central for bevægelsens identitet, og ingen spiller det spil bedre end Trump. J.D. Vances udtalelser om Iran umiddelbart efter valget kan måske ses som et signal om, at han ønsker at udvikle en mere traditionel form for populisme end den, Trump repræsenterer.
Men både Vance og Hegseth kæmper med betydelige udfordringer, når det gælder deres personlige popularitet, og der er nu opstået tvivl om MAGA-bevægelsens holdbarhed."
