27. marts 2023

Aalborg som iværksætterby i verdensklasse

Iværksætteri er med til at skabe fremtidens erhvervsudvikling. Med et skarpt blik på fællesskab, fødekæder og indsatse lancerer Partnerskabet for Iværksætteri og Aalborg Iværksætterråd en ny strategi.

Aalborg som iværksætterby i verdensklasse

Del :

FacebookTwitterLinkedIn
PRESSEMEDDELELSE FRA AALBORG KOMMUNE
Iværksætteri er med til at skabe fremtidens erhvervsudvikling. Med et skarpt blik på fællesskab, fødekæder og indsatser, der skal sikre, at det er nemt og attraktivt at være iværksætter i Aalborg Kommune, lancerer Partnerskabet for Iværksætteri og Aalborg Iværksætterråd en ny strategi for iværksætterområdet.

Formålet med strategien er at skabe en iværksætterby i verdensklasse, hvor Aalborg er kendt og anerkendt lokalt, nationalt og internationalt som et unikt og inspirerende sted for alle iværksættere.

Hvert år vælger omkring 900 iværksættere at etablere sig med base i Aalborg Kommune. Iværksættervirksomheder som bidrager til beskæftigelse, fornyelse og innovation både i egne og etablerede virksomheder gennem samarbejde og inspiration.

Vækst, innovation og skabertrang

- Med iværksætterstrategien sætter vi rammer og retning for at sikre gode, relevante og inspirerende tilbud til alle, der er i gang eller er nysgerrige på iværksætteri. Iværksættere er fundamentet til kontinuerligt at sikre en kommune, hvor vækst, innovation og skabertrang er nøgleord, understreger Daniel Borup (V), medlem af Aalborg Iværksætterråd og Aalborg Byråd.

- For at understøtte vækst og innovation arbejder vi eksempelvis med spin-in indsatser, som etablerer og faciliteter partnerskaber for gensidig innovation og vækst mellem iværksættervirksomheder og etablerede virksomheder. Iværksætterstrategien har også et tydeligt fokus på kapital, hvor vi arbejder på at gøre det mere synligt for investorer og acceleratorprogrammer, at det er attraktivt at drive virksomhed med base i Aalborg Kommune, tilføjer Daniel Borup.

Sådan er strategien blevet til

Iværksætterstrategien er blevet til i et tæt samspil mellem Partnerskabet for Iværksætteri, Aalborg Iværksætterråd, BusinessAalborg, iværksættere og øvrige centrale interessenter inden for iværksætteri for at sikre fælles prioriteter, fremdrift og ejerskab. Dertil hviler strategien på erfaringer fra tidligere strategiperiode, dialogmøder, data om iværksætteri samt en survey til iværksættere med base i Aalborg Kommune.

Sammenhænge og fødekæder gør forskellen

Anni Stavskær Pedersen, medlem af Partnerskabet for Iværksætteri og leder af UCN Innovation understreger især vigtigheden af at tænke i sammenhænge og fødekæder:

- At skabe en iværksætterby i verdensklasse kræver, at vi løfter i flok på tværs af uddannelsesinstitutioner, det etablerede erhvervsliv og kommune for at skabe kultur, grobund og de bedste muligheder for at iværksætterlyst og -idéer bliver til virkelighed. Iværksættertanker spirer ofte allerede hos elever i folkeskolen og gennem deres forskellige uddannelsesvalg har vi rig mulighed for at understøtte idéer, inspirere til projekter og indsatser og selvfølgelig bruge iværksætterhelte som aktive rollemodeller, der både kan inspirere og give et realistisk blik på iværksætteri.

- I fællesskab kan vi skabe en stærk fødekæde af nye iværksættere og sikre både sammenhænge og overlap mellem vores forskellige indsatser og services. Et godt eksempel er, når vi i Partnerskabet går sammen om StartUp Days, hvor det vrimler med tiltag og events med fokus på iværksætteri. Her deltager såvel elever fra folkeskolen og videregående uddannelser som vækstiværksættere, der pitcher deres forretningsidéer for potentielle investorer, slutter Anni Stavskær Pedersen.

Fire indsatser som skal sikre en iværksætterby i verdensklasse

Iværksætterstrategien fremhæver i alt fire indsatser, som er altafgørende for at sikre en iværksætterby i verdensklasse:

Samarbejde
- Udvide samarbejdet mellem iværksættere og etablerede virksomheder, offentlige institutioner og uddannelsesinstitutioner.

Branding
- Mere branding af Aalborg som iværksætterby via kommunikation af Aalborgs tilbud, indsatser og branding af rollemodeller inden for iværksætteri.

Verdensklasse vilkår for alle
- Der skal være tilbud til alle iværksættere med base i Aalborg Kommune.

Kapital
- Fokus på at skabe lokal adgang til venture, kapital og accelerator for iværksættere.

Iværksætterstrategien et tæt knyttet til Aalborg Kommunes erhvervsstrategi for 2023-2026 og udfolder især erhvervsstrategiens prioriteringer i forhold til at skabe forretningsudvikling og vækst samt innovative løsninger og partnerskaber.

Event Information