15. maj 2023

Aalborg 2024: Stor europæisk konference om bæredygtighed vender tilbage

1. til 3. oktober 2024 er Aalborg Kommune vært for den 10. europæiske konference for bæredygtige byer og lokalsamfund.

Aalborg 2024: Stor europæisk konference om bæredygtighed vender tilbage

Del :

FacebookTwitterLinkedIn
PRESSEMEDDELELSE FRA AALBORG KOMMUNE
1. til 3. oktober 2024 er Aalborg Kommune vært for den 10. europæiske konference for bæredygtige byer og lokalsamfund. Selve konferencen Aalborg 2024 finder sted i Aalborg Kongres & Kultur Center, mens Kildeparken bliver fyldt med grønne aktiviteter for alle interesserede.

"Velkommen tilbage til Aalborg" lyder det i invitationen. For faktisk var det her i byen, det hele begyndte, da den første europæiske bæredygtighedskonference blev holdt i 1994, og det såkaldte "Aalborg Charter" blev vedtaget. I dag er charteret stadig et vigtigt fundament for arbejdet med bæredygtighed i mange europæiske byer og lokalsamfund.

I 2024 samler byen igen politikere, embedsfolk, eksperter, forskere, og organisationer fra hele Europa for at dele viden og erfaringer om forskellige aspekter af bæredygtighed. Det kan være klimaforandringer, vedvarende energi, bæredygtig mobilitet samt ansvarligt forbrug og produktion.

Aalborg som international platform for bæredygtighed

Konferencen har særligt fokus på det presserende behov for, at lokale myndigheder påtager sig ansvaret for den grønne omstilling og sammen viser vejen mod et bæredygtigt Europa.

Vi er meget stolte over, at en så stor og vigtig konference kommer til Aalborg. Her 30 år efter den første konference er det nemlig endnu mere nødvendigt at diskutere og samarbejde om at fremme en bæredygtig fremtid for Europa, siger borgmester Thomas Kastrup-Larsen.

Kildeparken vil summe af grønne aktiviteter for alle

Lasse Frimand Jensen, som er medlem af Aalborg Byråd og ICLEI RexCom Europe, fortæller:

Aalborg 2024 er en unik platform, hvor deltagerne kan udveksle idéer, lære af hinanden og udvikle nye tilgange til at fremme bæredygtighed i vores byer. Og mens fagfolk og beslutningstagere drøfter bæredygtighed til konferencen, kommer Kildeparken til at summe af grønne aktiviteter for alle.

Under og efter konferencen fyldes parken med liv, leg og læring for alle:

  • Kunst, kultur og musik, der overrasker, oplyser og inspirerer til bæredygtig handling.
  • Aktiviteter og lege med fokus på bæredygtig dannelse for at skabe nysgerrighed, interesse og forståelse hos børn og unge.
  • Involverende workshops, udstillinger og aktiviteter, der inspirerer hele familien til en bæredygtig hverdag.
  • Samarbejder på tværs af kommuner for at fremme konkrete bæredygtige indsatser i lokalmiljøet.
Velkommen til Aalborg 2024

Vi inviterer alle interesserede parter til at være en del af dialogen. Sammen kan vi gøre en forskel og bane vejen for en mere bæredygtig fremtid for de kommende generationer. Vi glæder os til at byde deltagerne velkommen til Aalborg 2024, siger Thomas Kastrup-Larsen.

Fakta

Konferencen Aalborg 2024 finder sted 1. til 3. oktober 2024 i Aalborg Kongres & Kultur Center.

Aalborg Kommune er arrangør sammen med ICLEI Europe, der er et netværk for bæredygtige byer og lokalsamfund.

Programmet for konferencen bliver løbende opdateret på platformen Sustainable Cities https://conferences.sustainablecities.eu/, mens de gratis aktiviteter i Kildeparken bliver præsenteret på Aalborg Kommunes hjemmeside https://www.aalborg.dk/om-kommunen/baeredygtig-kommune/aalborg-2024.

Kontaktinformation

Borgmester Thomas Kastrup-Larsen 9931 1500

Projektleder Anders Du Mont-Thygesen 2520 2194

Event Information