Hvis der skal tændes bål eller grilles i parker eller naturområder, bør det gøres med stor omtanke. Naturen er knastør og brandfaren er høj flere steder.
Sommeren er dejlig, og der er ikke noget som en hyggestund omkring grillen eller bålet med venner eller familie. Men lige nu er naturen meget tør, og det øger risikoen for naturbrande. Derfor vil Aalborg Kommune gerne mane til forsigtighed, hvis man tænder bål eller griller i parker eller grønne områder.
Huskereglerne er simple:
- Benyt kun de til formålet indrettede pladser, hvis du skal tænde bål eller grille i naturen
- Hold altid afstand til bevoksning
- Sørg for, at bålet eller grillen er helt slukket, før du forlader pladsen
- Brug kun åben ild i stille vejr
- Du kan med fordel medbringe vand, så du altid har vand i nærheden, når du bruger åben ild
På www.brandfare.dk kan du finde oplysninger om brandfare i naturen i hele landet. Her kan du holde dig orienteret om brandfareindekset og om eventuelle afbrændingsforbud.
